Skip to content
All posts

Daniels vej ud af førtidspension

Mogens Jensen & Daniel Medom Hansen, Jobbanken Herning

Da Daniel som ganske ung blev tilkendt førtidspension på grund af psykiske udfordringer, virkede vejen til job fjern. Men efter 13 år på pension begyndte han at få det bedre. Han savnede kolleger og ønskede at skabe en mere stabil fremtid for sine seks drenge og familien.

Støtte fra Jobbanken

Daniel kontaktede Jobbanken med et ønske om at blive renovationsmedarbejder.

Han blev matchet med en praktikplads hos renovationsfirmaet Meldgaard og fik sideløbende hjælp til at tage erhvervskørekort.

Praktikken udviklede sig hurtigt, og allerede inden han var færdig med kørekortet, fik han tilbudt en fast stilling.

På blot ni måneder gik Daniel fra første møde med Jobbanken til et fuldtidsarbejde.

Hans førtidspension blev sat i bero, og han trådte ud af offentlig forsørgelse.

I dag forsørger han sig selv, skaber tryghed for sin familie med hans seks sønner og bidrager aktivt til samfundet.

Resultatet

For Daniel har skiftet betydet meget mere end økonomisk selvstændighed.

Det har givet ham kolleger, hverdag og glæden ved at være en del af et arbejdsfællesskab.

Hans drenge har endda været med på arbejdet og prøvet at sidde i lastbilen – de er stolte af deres far.

Jobbanken oplever Daniel som en rollemodel, og i dag fortæller han gerne sin historie videre til andre, der står i en lignende situation.

Daniels egne ord

For Daniel handler arbejdet ikke kun om lønnen:

“Det betyder, at jeg ikke ligger hjemme og snuer hele dagen væk. At have noget at stå op til, at komme væk hjemmefra. Det giver indhold i min hverdag. Jeg vil gerne lave det, jeg kan og formår.”